Aktiviteter og Nyheder

Aktiviteter og Nyheder

Seneste nyt fra Karsten Skawbo-Jensen

Tilbage til forsiden

Konservatisme - en god ramme at leve inden for

KonservatismePosted by Karsten Sat, September 07, 2013 22:02:53

Konservatisme bygger på erfaring og forpligtelse og er ikke en ideologisk masterplan. Konservatismen blev formuleret af den engelsk-irske filosof Edmund Burke i en reaktion mod Den Franske Revolutions terror, hvor tæppet blev hevet væk under landets borgere og samfundets strukturer knustes. Vi mennesker indretter os efter tingenes tilstand, og ret beset er vi lidt langsomme. Noget skal forandres – noget endda forandres meget – men evolution er at foretrække frem for revolution, så det bedste af det gamle bevares i det nye.

En konservativ erfaring er skepsis over for det totalitære, det såkaldte fremskridt, der trækker blodspor efter sig. Guillotinerne, Gulag-arbejdslejrene og gaskamrene var resultatet af Den Franske Revolution, kommunismen og nazismen. Et hurtigt paradis på jord, hvor ideologer og sociale ingeniører leger Gud og vil forme mennesker om til noget andet, end de er, er et farligt projekt, for de, der ikke passer ind, ender med at blive udrenset. Den konservative afviser ideologiske fabulanter og løser de konkrete og praktiske problemer, der er i samfundet – i tillid til sig selv og det folkefællesskab, man er en del af.

Betyder kritikken af f.eks. den franske og den russiske revolution så, at alt var i skønneste orden før revolutionen? Absolut ikke. Jord og værdier var for ulige fordelt. Magtens tredeling og andre reformer fra den franske revolution er fornuftige og nødvendige. Og dette burde være indført i et fornuftigt tempo, hvilket det også blev i mange lande. Edmund Burke retter i sine skrifter en skarp kritik af de ledere, der er stokkonservative, og som dermed selv er med til at fremkalde voldelige opstande. Er man konservativ, skal man hele tiden være villig til at forandre og videreudvikle, netop for at kunne bevare det mest værdifulde af det gamle og få det med over i en ny tid. Det var det, som f.eks. Ludvig den 16. og zar Nikolaj den 2. forsømte.

I konservatismen findes noget så gammeldags som eftertænksomhed. Samfundet er gennem tiden vævet sammen af sammenhænge og hensyn, der afbalancerer interesser. Der er ikke altid et facit på forhånd. Hos socialister er holdningen klar: Staten skal vokse, dét er løsningen på alle problemer. Modsat mener liberalister, at det fælles skal reduceres, så vi ad den vej når et minimalistisk lykkeland. I konservativ tankegang skal staten have den størrelse, den nu engang skal have på netop det givne tidspunkt i historien: den sikrer lov og orden og de svages ret, men er ikke så stor, at den lammer dem, der kan selv. Derfor foregår der hele tiden – i respekt for borgernes skatteindbetalinger – en konservativ afvejning af, hvor det offentlige skal slankes, og hvor der på kerneområderne er behov for mere aktivitet.

Det er centralt i konservativ tankegang, at vi mennesker har det bedst og er bedst, ikke som fritsvævende, men som mennesker i forpligtende sammenhænge – i familier, ægteskaber og partnerskaber, venskaber, klubber, boligselskaber og grundejerforeninger, arbejdsteam, menigheder osv. Da industrialisering og massevandring fra land til by eksploderede, drømte forfattere som Joseph Conrad og T.S. Eliot nostalgisk om den nære fortid, da menneskene endnu var et ”crew” (et hold) og ikke blot en ”crowd” (en menneskemasse). Modsat druknedøden i mængden – narcissismen, nervefeberen, snobbismen – har et holdmedlem en rolle og en funktion. Tænk på besætningen på et skib, foldboldholdets samarbejde, naboskabet på villavejen, arbejdspladsen uden mobning. Disse fællesskaber – frirum langt fra politik og øjeblikkets griller – er bærende for samfundet, fordi de kitter os sammen. Det er en konservativ opgave at værne om dem og ikke tømme dem for indhold.

Som konservativ lever man i en tilstand, hvor nuet godt nok er vigtigt, men hvor også fortiden og fremtiden har vægt. Ligesom vi som individer ikke svæver frit, har vi også som generation et ansvar. Der har været generationer før os, og der vil komme generationer efter os. Regninger for velfærd og miljø skal ikke smides i børneværelset. Tingene skal finansieres af os selv, der skal forskes langsigtet, og den kultur og natur, vi fik overdraget, skal efterlades i god stand. Dette gælder også frihedsrettighederne, der ikke er så selvfølgelige endda: ytringsfrihed, kønnenes ligeværd, den ukrænkelige ejendomsret, religions- og forsamlingsfrihed, parlamentarisme, uafhængige domstole.

Mennesker er i konservativ optik potentielt uregerlige, både rationelle og irrationelle, såvel egoistiske som altruistiske. Skal vi tale kristeligt, er vi ”syndere”, der nogle gange, når vi vil gøre det gode, kommer til at gøre det onde. Derfor må samfundet have nogle værdier og normer, så man ikke farer ud ad en tangent i arrogance og bedreviden. Uddannelse og dannelse er vigtigt. Det er sprog, historie, religion, moral, og traditioner også. Man kan støtte sig op ad disse traditioner – og også gøre modstand mod de af dem, der er endt som fossiler.

Det er grundlæggende at tage personligt ansvar, for livet er at være forpligtet på sine opgaver og på menneskene omkring sig. Men fællesskabet må skabe gode ydre rammer, så det kan lade sig gøre. Og nej, vi er ikke ens. Vi har forskellige drømme, varierende mængder af flid og evner, men på de vigtige kerneområder som uddannelse og sundhed bør vi have lige muligheder. De, der har særlige evner og privilegier, har et ansvar for at give noget ekstra tilbage til fællesskabet.

Franske utopister drømte om stegte duer, der faldt ned i munden på folk som borgerløn, men borgerlige indser, at dette er en drøm, og at intet kommer af intet, kun lommeuld. Velstand skabes af arbejde, disciplin og opfindsomhed. Der er respekt for det faktum, at der skal skabes en værdi. Det er en livsløgn at tro, at velfærdsstaten skulle være hævet over dette, for hvis ingen arbejdede, ville den bryde sammen. Det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats for både højt- og lavtlønnede.

Loyaliteten over for ens land er bærende, hvor langt fra paradis det end er. Objektivt set er Danmark nok ikke bedre end så mange andre lande – man kan være fløjtende gal på det og påpege uret og fejl – men for mange danskere er det alligevel noget særligt. Her har man rod, herfra går ens verden. I fædrelandet er man fortrolig med sprog, tradition og kulturelle koder. Man har en historie til fælles med de andre, og her er den overskuelige ramme, man kan arbejde og leve inden for, og her er afstanden mellem borger og magthaver trods alt overskuelig, så dialog er mulig. At have rødder forhindrer ikke en i også at have fødder – man kan rejse ud, åbne sig ud mod verden, samarbejde internationalt, samtidig med at man står sikkert på sit fundament. Sit land skal man værne om: Det land, som ikke har sit eget forsvar, har tit et andet lands hær på sin jord.

  • Comments(0)//aktiviteterognyheder.skawbo.eu/#post1