Presseindlæg

Presseindlæg

Karsten Skawbo-Jensen skriver i pressen

Tilbage til forsiden

Nyt hospitalstøj til patienterne

Frederiksberg BladetPosted by Karsten Thu, September 19, 2013 22:39:40


Det vigtigste på hospitalet er naturligvis høj behandlingskvalitet, god patientsikkerhed og sammenhæng i behandlingsforløbet. Men også andre ting har betydning, f.eks. god information, venlig omsorg, ordentlige fysiske forhold og en nærende kost tilpasset den enkelte. Også det tøj, patienterne skal have på, mens de ...er indlagt på hospital, spiller en rolle. Her er der virkelig potentiale for forbedring.

Sundhedspersonalet har fået nye uniformer, men tøjet til patienterne er stadig væk nogle steder en ynk. Det passer hverken her eller der og tager ikke altid højde for, at vi jo kommer i mange forskellige størrelser. Nogle gange dækker tøjet ikke de dele af kroppen, som det gerne skulle dække, og der lades hånt om den naturlige blufærdighed, som mange mennesker har. Jeg har hørt om kvindelige patienter, som måtte ty til herreunderbukser, og ja, så ser man en ældre kvindelig patient med omvendt herreunderbuks og gylp i ryggen!

Jeg er overbevist om, at livskraften til at overvinde sygdom svækkes, hvis man mister sin naturlige værdighed som menneske. Derfor er også hospitalstøj vigtigt.

Jeg har stillet et såkaldt politikerspørgsmål om emnet i Region Hovedstaden, og af svaret fremgik heldigvis, at der i budget 2013 er afsat 3 mio. kr. til et opstartprojekt vedrørende forbedring og fornyelse af patientbeklædningen på hospitalerne. På det seneste møde i regionsrådet oplyste Konservative, at det er et punkt, som vi vil bringe op under budgetforhandlingerne. Sundhedspersonalet har fået nye klædelige uniformer. Nu må det være patienternes tur til at blive pæne i tøjet.

Karsten Skawbo-Jensen
konservativt medlem af Region Hovedstaden