Presseindlæg

Presseindlæg

Karsten Skawbo-Jensen skriver i pressen

Tilbage til forsiden

Partnerskabsaftale med Ungdommens Røde Kors skal hjælpe sårbare unge

Frederiksberg BladetPosted by Karsten Fri, September 20, 2013 14:05:08

Frederiksberg har en frivillighedsstrategi, som vil inddrage civilsamfundet som et supplement, når velfærdsopgaver skal løses. Det nye er, at vi som kommune nu også ønsker at indgå forpligtende partnerskabsaftaler med de frivillige. Kommunen er aktivt med til at udpege vigtige indsatsområder for de frivillige partnere, men det er de frivillige organisationer, der tilrettelægger den konkrete indsats, for det er vi ikke eksperter i fra kommunens side.

Den første partnerskabsaftale bliver indgået med Ungdommens Røde Kors, og håbet er, at aftalen kan danne ramme om mange spændende aktiviteter over de næste mange år. Det første konkrete initiativ handler om støtte til skrøbelige unge, og det skal virke fra november 2012 og 2 år frem.

Et stigende antal unge med forskellige psykosociale vanskeligheder efterspørger støtteforanstaltninger fra kommunen. Ungdommens Røde Kors, som har hovedkontor på H.C. Ørstedsvej, har i et par år modtaget tilskud fra vores frivillighedspulje til rådgivnings- og støttetilbud til sårbare børn og unge. Så de kender til opgaven og kan klare den.

Fra november skal kommunen kunne tilbyde skrøbelige unge en hjælp fra Ungdommens Røde Kors. Det kan dreje sig om unge, som er kommet igennem en periode med psykisk sygdom, men som nu er så raske, at de skal sluses tilbage til en helt normal tilværelse. I stedet for at blive sluppet kan de få tilbuddet om et mentorforløb med en frivillig fra Ungdommens Røde Kors. Og det kan drejer sig om unge, som er på vej til at få det rigtig dårligt. De kan i tide få et forebyggende og frivilligt tilbud hos Ungdommens Røde Kors, bl.a. knyttet op omkring et nyt værested, der bygges op.

Der er gode erfaringer med at rekruttere unge frivillige til socialt arbejde, og Ungdommens Røde Kors ser en stor mulighed for at finde unge blandt de mange aktive og velfungerende studerende og andre unge på Frederiksberg, som gerne vil yde en social indsats. Der kommer ca. 50 frivillige, og deres opgave bliver at føre 30-40 unge igennem et styrkende forløb på op til 1 års varighed. At være mentor for en skrøbelig kammerat kan være at tilbyde selskab, følges ad til sociale aktiviteter, være et godt eksempel, give en hjælpende hånd med ansøgninger osv.

Indsatsen kommer til at koste 0,8 mio.kr. over 2 år. Pengene går til aktiviteter i Ungdommens Røde Kors i form af projektledelse/sekretariatsbistand, rekruttering og uddannelse af frivillige, brugeraktiviteter m.m. Frederiksberg Kommune dækker en stor del af udgiften, men der skal også søges fonde til opgaven.

Dårlig mental sundhed er en tikkende bombe under vores samfund. Unge, der oplever en periode med et skrøbeligt sind, kan gå glip af uddannelse, netværk, jobmuligheder, venskaber og i værste fald en fremtid. Det er mit håb, at partnerskabsaftalen om frivillige mentorer til unge med psykosociale vanskeligheder kan være et perspektivrigt modtræk til dette.

Karsten Skawbo-Jensen (C)

socialudvalgsformand